DISTICHIASIS

Distichiasis er fejlstillede øjenhår /øjenvipper /cilier, som kan ses i øjenlågskanten på både øverste og underste øjenlåg. Hårene kan fremstå enkeltvis, eller som bundter af hår fra en enkelt kirtel åbning, og ses oftest på begge øjne (bilateralt). Hos nogle hunde ses blot et enkelt hår eller 2, mens andre hunde har multiple distichiasis. Hårene kan være lange og bløde, mens de kan være korte og stive hos andre hunde.

Hårene dannes ved en fejl i en kirtel som normalt producerer talg til tårefilmen (meibomske kirtler) og vil ofte bruge kirtlens kanalåbning (hvor der er mindst modstand) til at vokse ud fra, men kan også vokse ud igennem selve øjenlågs slimhinden på undersiden af øjenlåget (ectopisk cilie) – sidstnævnte ses typisk på den midterste tredje del af øverste øjenlåg og er typisk forbundet med akut, kraftig smerte i øjet. Distichiasis kan ofte ses med det blotte øje, men af og til skal der special udstyr som fx Biomikroskop / Spaltelampe til for at se hårene tydeligt.