Dyr i narkose

Hos os bruger vi en skånsom narkose, og vi har uddannet personale, der holder opsyn med dyret både før, under og efter narkosen for at øge sikkerheden mest muligt. Vi har moderne overvågningsapparater, som kan måle iltmætning, blodtryk, puls, temperatur og CO2, så vi undervejs kan følge dyrets tilstand og gribe ind, hvis tilstanden forværres. Dyr, der har været i narkose, lægges til opvågning på tæpper i bure med opvarmede gulve.

Dyr der skal lægges i narkose, skal faste i 12 timer for at undgå opkastning og fejlsynkning. De må gerne drikke vand.

Monitor til overvågning af dyr i narkose

Når dit kæledyr skal i narkose hos os, starter vi med en grundig klinisk undersøgelse af kredsløb og sundhedstilstand i øvrigt, for at vurdere, hvilken narkose, der egner sig bedst. Vi tilbyder også en blodprøve før narkosen (præanæstetisk profil), som kan vise et øjebliksbillede af organernes tilstand. Resultatet bruger vi til at justere narkosen, så den bliver så sikker som muligt for dyret.

Som hos mennesker er der også en risiko ved at lægge dyr i narkose, omend den er meget lille.

Vi sender ikke vores patienter hjem, før vi er sikre på, de er vågnet godt op og er friske efter narkosen, og du vil altid blive vejledt i, hvordan kæledyret passes bedst efter en narkose.

 

Lykke Nielsen er uddannet  Fagvet.sygeplejerske i anæstesi, og det vil derfor oftest være hende der overvåger dit kæledyr under narkose.