Vi er et team bestående af 3 dyrlæger, 2 autoriseret fagveterinærsygeplejersker, 1 autoriseret veterinærsygeplejerske, 2 veterinærsygeplejerskeelever og en klinikassistent. Vi ser det som vores fornemmeste opgave at servicere lokalområdets familiedyr og være din foretrukne klinik til sygdomsforebyggelse og behandling. Derudover har vi specielt fokus på henviste patienter med medicinske, kirurgiske og arvelige øjenlidelser og cancerpatienter. Klinikken er ISO-certificeret og lever derfor op til kvalitetskravene, der sikrer dig og dit kæledyr et undersøgelses- og behandlingsforløb med størst mulig tryghed.

Modtagelsen

I modtagelsen bliver du budt velkommen af personalet, der registrerer din ankomst. I et af vore 3 konsultationsrum foregår sundhedsundersøgelser og indledende undersøgelser før indlæggelse til videre behandling. Alle relevante oplysninger om dit kæledyr indskrives i den elektroniske journal, og vi laver en aftale om, hvad der skal ske under indlæggelsen. Der laves i fællesskab et overslag på den forventede pris for behandlingen, hvis det ønskes.

Behandlingsområdet er opdelt i et usterilt og et sterilt område

I det usterile område – forberedelsesrummet, klargøres patienter til operation med den indledende bedøvelse, klipning og afvaskning. I dette område laver vi også tandbehandlinger og digitale tandrøntgenoptagelser. Det sterile område er operationsrummet. Her gælder der helt særlige krav til hygiejnen og personalets påklædning. Derudover har vi regler for hvem der må være i rummet, så kirurgen, der skal operere, og Veterinærsygeplejersken, der styrer bedøvelsen, har optimale arbejdsbetingelser, så arbejdet kan udføres hurtigt og sikkert til gavn for operationspatienten. Som hjælp til overvågning af bedøvelsen måles patientens hjerterytme, vejrtrækning, blodtryk, iltmætning i blodet og flere andre parametre på en særlig monitor.

Operationsrummet

I operationsrummet er der installeret operationsmikroskop, så det er muligt at udføre mikrokirurgi, som f.eks. hornhindeoperationer.

Røntgenrum

Røntgenundersøgelser foregår i et specielt indrettet røntgenrum, hvor billedoptagelser kan laves på både vågne og bedøvede dyr. Er dit kæledyr blevet røntgenundersøgt gennemgår vi de digitale billedoptagelser sammen med dig efterfølgende i et af konsultationsrummene. Hvis billederne skal bedømmes af andre end os selv, f.eks. billeder af hofter og albuer på avlshunde, er der god mulighed for det.

Indlæggelse

Vi har to separate indlæggelsesafsnit med gulvopvarmede burrum, så hunde og katte kan holdes adskilt under opholdet. Rummene er placeret, så personalet har mulighed for at overvåge de indlagte dyr.Oftest indlægges dyrene ved dagens begyndelse og hjemsendes igen om eftermiddagen. I særlige tilfælde har vi mulighed for at have dyr indlagt hele døgnet.

Laboratorium

Klinikken råder over eget laboratorium, hvor der foretages de mest almindelige undersøgelser i forbindelse med udredningen af sygdomsforløb. Det giver os f.eks. mulighed for at lave blodprofiler af operationspatienter inden de skal bedøves, og derved afgøre, om der skal tages specielle hensyn før, under og efter bedøvelsen.

Desuden laves:

    • Urinundersøgelser
    • Fæcesundersøgelser for påvisning af f.eks. lunge- og hjerteorm
    • Herunder også rutineundersøgelser før behandling med ormekur
    • Dyrkning for ringorm
    • Undersøgelse af vævspræparater (cytologisk undersøgelse)
    • Skrabundersøgelser for påvisning af mider
    • Undersøgelser af parasitter i dyrets pels

Hygiejne

Udover den daglige rengøring, der foretages af et rengøringsfirma ved dagens afslutning, deltager alle ansatte i den løbende renholdelse af klinikrummene for derved at være med til at skabe et højt hygiejneniveau og den bedst mulige smittebeskyttelse.

Vores klinik er handicapvenlig

Vi har rampe ved indgangen, ingen fodpaneler og toiletforhold der passer til kørestolebrugere.